Spring til indhold
Handelsbetingelser

Vilkår for køb hos TechBoks

Her kan du læse om priser, betaling, levering, fortrydelsesret og reklamation, før du bestiller.

Senest opdateret 29. september 2026.

Sælger

  • TechBoks drives af Eske Hagen Sinding.
  • E-mail og kontaktformular finder du på kontaktsiden. Du får normalt svar inden for 24 timer.
  • TechBoks har intet CVR-nummer og er ikke momsregistreret.

Priser

  • Alle priser er i danske kroner. TechBoks er ikke momsregistreret, så der er ingen moms i priserne.
  • Fragt kommer oveni og afhænger af pakkens vægt. Du ser den samlede pris med fragt, før du bestiller. Afhentning i Aarhus N er gratis.
  • Priser og produkter kan ændre sig, men prisen i din ordrebekræftelse er den, du betaler.

Bestilling og aftale

  • Alle produkter printes efter bestilling.
  • Du bestiller ved at lægge varer i kurven, udfylde dine oplysninger og trykke »Bestil med betalingspligt«. Der er ingen online betaling.
  • Du får straks en ordrebekræftelse på mail med ordrens indhold, den samlede pris og betalingsoplysninger. Aftalen er indgået, når du har fået ordrebekræftelsen. Tjek den, og skriv hurtigst muligt, hvis noget er forkert.
  • Indtil du trykker »Bestil med betalingspligt«, kan du rette dine oplysninger og ændre kurven. Aftalen indgås på dansk. Ordrebekræftelsen er din kopi af aftalen, og TechBoks gemmer ordren som beskrevet i privatlivspolitikken.
  • Skriver du et ønske i feltet Bemærkninger, som ikke kan opfyldes, får du besked, før der bliver printet, og du kan annullere ordren uden omkostninger.
  • Specialopgaver, fx en vare efter dine egne mål eller med din egen tekst, aftales direkte med TechBoks, før du bestiller. Du får et tilbud på mail, og aftalen er indgået, når du har sagt ja til det.

Betaling

  • Du betaler med MobilePay eller bankoverførsel. MobilePay-nummeret står i ordrebekræftelsen. Vil du hellere betale med bankoverførsel, så svar på mailen, og du får kontooplysningerne.
  • Skal ordren sendes, skal betalingen være modtaget, før den sendes. Henter du ordren, kan du også betale, når du henter den.
  • Er en ordre, der skal sendes, ikke betalt 14 dage efter ordrebekræftelsen, kan TechBoks annullere den. Det samme gælder en ordre til afhentning, der ikke er hentet 14 dage efter, at du har fået besked om, at den er klar. Har du allerede betalt, får du pengene tilbage.
  • Ved specialopgaver kan TechBoks kræve betaling, før produktionen går i gang.

Levering

  • Leveringstiden er 3–7 hverdage fra ordrebekræftelsen. Skal ordren sendes, regnes den fra den dag, betalingen er modtaget.
  • Ordrer sendes med DAO eller GLS til hele Danmark, eller du kan hente dem gratis i Aarhus N efter aftale.
  • Risikoen for varen går over til dig, når du har modtaget eller hentet den.
  • Oplys en korrekt leveringsadresse. Kommer pakken retur, fordi adressen er forkert, betaler du for at få den sendt igen.
  • Bliver din ordre forsinket, giver TechBoks besked hurtigst muligt. Dine rettigheder efter købeloven ved forsinkelse gælder altid.

Fortrydelsesret

  • Du har 14 dages fortrydelsesret, når du køber på techboks.dk. Fristen løber fra den dag, du modtager eller henter varen. Får du varer fra samme ordre på forskellige dage, løber fristen fra den dag, du får den sidste.
  • Du kan også fortryde, før du har fået varen.
  • Vil du fortryde, så giv TechBoks besked, inden fristen udløber, fx på e-mail via kontaktsiden, eller brug fortrydelsesformularen herunder. Det er ikke nok bare at sende varen retur uden at give besked.
  • Send varen retur senest 14 dage efter, at du har givet besked. Du betaler selv returfragten og skal pakke varen forsvarligt. Bor du i nærheden, kan du i stedet aflevere den i Aarhus N efter aftale.
  • Du får hele købsbeløbet tilbage, også den fragt, du betalte for at få varen sendt, senest 14 dage efter, at TechBoks har fået din besked. TechBoks må vente med at betale tilbage, til varen er kommet retur, eller du har vist, at den er sendt. Pengene sendes samme vej, som du betalte, medmindre andet aftales.
  • Du må gerne prøve varen, fx sætte den på plads i bilen for at se, om den passer, ligesom du ville i en butik. Har du håndteret varen mere end det, og er den derfor faldet i værdi, kan beløbet blive nedsat med værdiforringelsen.

Undtagelser

Fortrydelsesretten gælder ikke for varer, der er lavet efter dine egne specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, fx en vare efter dine egne mål, med din egen tekst eller et design, du har bestilt særskilt (forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 3). Vælger du mellem mulighederne på produktsiden, fx farve, årgang, mønster eller side, eller skriver du et farveønske i feltet Bemærkninger, er varen ikke en specialvare. Er din vare undtaget, står det i tilbuddet, før du siger ja.

Fortrydelsesformular

Standardfortrydelsesformular

(denne formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende)

Til: TechBoks v/ Eske Hagen Sinding, e-mail: se techboks.dk/kontakt

Jeg/vi (*) meddeler herved, at jeg/vi (*) ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min/vores (*) købsaftale om følgende varer (*)/levering af følgende tjenesteydelser (*)

Bestilt den (*)/modtaget den (*):
Forbrugerens navn (Forbrugernes navne):
Forbrugerens adresse (Forbrugernes adresse):
Forbrugerens underskrift (Forbrugernes underskrifter) (kun hvis formularens indhold meddeles på papir):
Dato:

(*) Det ikke relevante udstreges

Reklamation

  • Du har 2 års reklamationsret efter købeloven. Den dækker fejl og mangler, der var der, da du fik varen, også selvom de først viser sig senere.
  • Reklamér inden rimelig tid, efter du har opdaget fejlen. Reklamerer du inden 2 måneder efter, at du har opdaget fejlen, er det altid rettidigt.
  • Skriv til TechBoks via kontaktsiden, beskriv fejlen, og send gerne et billede.
  • Er varen mangelfuld, kan du vælge mellem at få den repareret eller få en ny, medmindre det er umuligt eller urimeligt dyrt for TechBoks.
  • Du kan i stedet få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller hæve købet og få pengene tilbage, hvis TechBoks ikke retter fejlen inden rimelig tid eller afviser at gøre det, hvis fejlen er der stadig efter en reparation eller ombytning, eller hvis fejlen er så alvorlig, at du ikke skal vente på en reparation. Er fejlen uvæsentlig, kan du dog ikke hæve købet.
  • Send varen retur efter aftale, og pak den forsvarligt. Ved en berettiget reklamation dækker TechBoks dine rimelige udgifter til returfragt.
  • Reklamationsretten dækker ikke almindeligt slid, forkert brug, uheld eller ændringer, du selv har lavet på varen.

Produktansvar og ansvar

  • Produkterne er lavet med omhu, men 3D-printede produkter kan have små variationer i finish og præcision.
  • Brug produkterne efter hensigten og som beskrevet på produktsiden.
  • TechBoks hæfter ikke for indirekte tab eller følgeskader, medmindre andet følger af ufravigelige regler, fx i købeloven eller produktansvarsloven.
  • TechBoks er ikke ansvarlig for forsinkelser, der skyldes forhold uden for TechBoks' kontrol, fx strejke, brand, krig eller naturkatastrofer.

Persondata og cookies

  • TechBoks bruger kun dine oplysninger til at behandle din ordre og svare på dine henvendelser. Læs mere i privatlivspolitikken.
  • Sitet sætter ingen cookies.

Ophavsret

  • Alle produktdesigns, billeder og beskrivelser på sitet er beskyttet af ophavsret og må ikke kopieres eller bruges uden tilladelse.
  • Køb af et produkt giver ikke ret til at kopiere, genskabe eller videresælge designet.

Klage

  • Er du utilfreds med dit køb, så skriv til TechBoks først. De fleste ting kan løses hurtigt.
  • Finder du og TechBoks ikke en løsning, kan du klage til Nævnenes Hus, Mæglingsteamet for Forbrugerklager, Toldboden 2, 8800 Viborg, naevneneshus.dk. Du klager via Klageportalen for Nævnenes Hus.
  • Før du kan klage dér, skal du have klaget til TechBoks, og prisen på den vare, du klager over, skal som udgangspunkt være mellem 1.220 og 100.000 kr. Der er et gebyr for at klage, og beløbsgrænserne kan ændre sig.
  • Dansk ret gælder for alle køb.

Har du spørgsmål?

Kontakt mig gerne, hvis du har spørgsmål til handelsbetingelserne.

Gå til kontakt